Sikring af privatboliger - valg af glas og montage

Sikring af privatboliger - valg af glas og montage

19. februar 2020

Korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering forudsætningerne for en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.

 

Af diplomingeniør

Carl Axel Lorentzen

cal@glasfakta.dk

 

Indbrud er et stort problem i Danmark.

Indbrud er de tilfælde, hvor en eller flere personer vil skaffe sig adgang med hensigt at stjæle, eller for at genere de aktiviteter, der sker indendørs.

Den gode nyhed er, at kurven for indbrud i de seneste år heldigvis er blevet knækket, og der har været færre indbrud i Danmark. Den dårlige nyhed er dog, at vi sådan set bare er tilbage på niveauet fra 2006, og vi ligger stadig med et af Europas højeste indbrudstal pr. indbygger. Selvom indbrudskurven er knækket, har Danmark stadig flere indbrud pr. indbygger end vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland – tilsammen.

 

Forsikring og Pension har tidligere udgivet analyserapporten ”Indbrud i Danmark og vores nabolande”, hvor man kan se at indbrud i privat beboelse fylder godt op i de danske kriminalitetsstatistikker og skræmmende meget, hvis de sammenlignes med vore nabolandes data. I 2012 toppede Danmark de europæiske indbrudsstatistikker.

            

FIGURER: Forsikring og Pension, Indbrud i Danmark og vore nabolande, 2014, side 9-10.

 

Privathjemssikring

Den bedste løsning til sikring mod indbrud af et almindeligt vindue eller dør i en privatbolig vil være en

termorude med floatglas eller sikkerhedsglas yderst og lamineret glas inderst.

Derudover skal det sikres, at ruden ikke nemt kan udtages og derfor anbefales topforsegling indvendigt og udvendigt, inkl. falsforsegling. Falshøjden - dvs. dybden, hvor ruden sidder bag glaslister - bør være minimum 16-18mm.

Bemærk ved krav om personsikkerhedsglas i henhold til Bygningsreglementet kan der udvendigt vælges enten et lamineret eller hærdet glas.

 

Når der vælges et indvendigt lamineret sikringsglas som P2A (det vil typisk være et standard lamineret 6,8mm) bliver beskrivelsen af termoruden: Udv. 4mm energiglas, 15mm argon og indv. lamineret sikringsglas som P2A. Ruden vil kunne have en U-værdi på 1,1W/m2K, Lystransmittans på ca 79% og en g-værdi på ca. 60%. 

Figurer fra Glasindustriens vejledning: Sikringsglas i privatboliger

Hvor sikringsglasset er en del af en termorude skal minimumskravene i Glasindustriens monteringsanvisning overholdes, se www.glasindustrien.dk.

Lamineret glas

I private huse anbefales lamineret sikringsglas som P2A, som indvendigt glas (se tegning). Lamineret glas anbefales som indvendigt glas for at undgå glasskår ind i bygningen.

 

Falshøjder

Minimum falshøjde er 16mm, anbefalet falshøjde er 18mm. Ved store ruder bør falshøjden øges for at forhindre udtræk ved store udbøjninger.

 

Forsegling

Det er af største vigtighed, at forseglingsproducentens anvisninger følges mht. forbehandling for den aktuelle overfladetype. Fals, glaslister og glas skal være rene, affedtede og tørre ved påføring af forsegling.

Elastisk fugemasse, som anvendes i forbindelse med montage, skal være af en type, som er forenelig med termorudeforseglingen og folien i det laminerede glas.

 

Montering i karm/ramme

Termoruder monteres i en fals med dræn og ventilation til ydersiden uanset om de monteres indefra eller udefra.

Den viste tegning er alene en principskitse, hvor karm og indbygningsdetaljer alene er vejledende, og de må ikke danne grundlag for aktuel projektering og udførelse.

Der henvises til de enkelte leverandørers detaljer og tilladelser vedrørende indbygning.

 

Standarder

Indbrudssikring = Security kræver omtanke og præcisering af hvad der menes.

Heldigvis er der europæiske standarder der definerer sikring, såvel for vinduer, døre som for glas.

Når et vindue eller en dør skal CE-mærkes skal det ske efter ”DS/EN 14351-1 Vinduer og døre - Produktstandard, ydeevneegenskaber” og i den standard er det præciseret at hvis det gælder indbrudssikring, så skal der bruges en anden europæisk standard: ”EN 1627 Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder - Indbrudssikring - Krav og klassifikation”, som foreskriver klasser for glasset iht ”EN 356 Bygningsglas - Sikringsglas - Prøvning og klassifikation mod manuelt angreb”. Så har man sagt A har man dermed også sagt både B og C. Standarderne hænger sammen – heldigvis.

Glasindustrien

Læs mere i Glasindustriens opdaterede vejledning om Sikringsglas. Den giver en samlet oversigt, dels over standarder for vinduer, døre og glas, dels hvilke modstandsklasser der findes.

Vejledning giver en oversigt over vigtige emner, som indgår i beskrivelsen af valg og montering af

sikringsglas, primært i forbindelse med projektering af nye bygninger.

Formålet er at:

  • Give vejledning som er baseret på krav i standarder
  • Beskrive metoder og principløsninger

Korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering forudsætningerne for en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.

Vejledning afsluttes derfor med en enkel beskrivelse og tilhørende tegning af hvordan sikringsglas monteres.

Vejledningen findes på www.glasindustrien.dk.