Rudeproduktion: Automatisering  øger præcision og effektivitet

Rudeproduktion: Automatisering øger præcision og effektivitet

20. april 2021

Beretning fra Augny i Frankrig illustrerer fordelene ved en fuldautomatisk IGU-produktion. To eksempler peger på et stigende behov for ruder med krumme geometrier

Foto: Dechanet ©

Automatisering er svaret på et stigende behov for talrige varianter af termoruder samtidig med, at efterspørgslen på laminerede versioner er stigende.

- Tiltagende automatisering kan også imødekomme efterspørgslen på kvalificerede fremstillingskompetencer, både i de industrielle produktioner og ude på byggepladserne, hvor der ofte er mangel på fagligt dygtige håndværkere, påpeger direktøren for et af Europas mest avancerede og automatiserede produktionsanlæg for 3-lags ruder, Pascale Roche-Dechanet, SA Michel Deschanet.

Siden 2012 har den franske producent af termoruder været i gang med en automatisering af sine produktionslinjer, som i 2019-20 førte til det næste trin i processen i retning af den ’fuldautomatiske’ produktion: Fra råglassets ankomst over tilskæring og IGU-fremstilling i 2 og 3 lag med op til 100 forskellige glastyper til ankomst til lager er alle funktioner på Michel Dechanet nu 100 pct. automatiserede. Skærelinjerne alene har med automatisering øget deres produktion med. 40 pct., oplyser Pascale Roche-Dechanet.

 

SA Michel Dechanet har gjort sig klar til en stejlt stigende efterspørgsel på energiruder med tre lag glas og til arkitektur, der arbejder med andre geometrier end den med rette linjer.

- Vi kan dokumentere, at vi er blandt de produktionslinjer i Europa, der er bedst til at levere ruder til de mest krævende facadeprojekter. Det skyldes den effektivitet og præcision, som de automatiserede linjer kan levere, pointerer Pascale Roche-Dechanet.  Dechanet var først til at gennemføre en automatiseret montage af Edgetechs Super Spacer. Processen er reduceret til tre trin: Glassene sammenføjes, gassen fyldes på inden den afsluttende forsegling.    

 

- Præcisionen i processen er den, som udmærker os hver gang, fremhæver Pascale Roche-Dechanet: Vi er nede på tolerancer, der er mindre end 0,1 mm på formater så store som jumboruder på 2500 x 3500 mm!

 Produktionsanlægget i Augny har aktuelt leveret til et par omfattende og krævende projekter, der illustrerer potentialet: Et 4800 kvm. stort væksthus i glas til Zoo de Vincennes i Paris med 6000 kvm. 3-lags ruder med Super Spacer afstandsprofiler i varierede formater fra 750 x 1500 mm og krumme geometrier. Projektet er designet af Bernard Tschumi Urban Architects i Schweiz.

Endnu mere kompleks var leverancen til Nha Trangh VinPearl World Garden i Vietnam: Fem glaskupler, der fungerer som tropiske væksthuse og rammer om festlige begivenheder, er projekteret af franske Mtechbuild og opført med 15000 kvm. 2-lags hærdede og laminerede ruder i talrige formater og krumme geometrier. Den største af kuplerne har en diameter på 52 m, mens de øvrige fire er Ø36.

En del ruder blev koldbøjet på stedet. Produktionsmetoden med koldbøjning blev derfor nøje testet hos Michel Dechanet før afskibning til Vietnam for at sikre, at ruderne med Edgetechs Super Spacer ville forblive tætte, også under den spænding, der opstår under koldbøjning.  

Edgetech repræsenteres i Danmark af SinChrijo i Höganäs.