Rudeproducenter gør sig klar til fremtiden

Rudeproducenter gør sig klar til fremtiden

07. marts 2020

Samarbejde med byggeriets R&D på universiteter og i internationale ingeniørvirksomheder er vejen frem, lyder det fra de førende herhjemme med kostbare termorudelinjer i drift

Af Poul Sabroe

Danske termorude-producenter er klar til at diskutere, hvordan deres produktionslinjer i fremtiden skal udnyttes.

Det skriver fagbladet GLAS i sin forårsudgave.

Ikke fordi producenterne her og nu er i krise.

Men med udsigt til prispres og blodig konkurrence med både Polen og Tyskland, så langt som øjet rækker, er der grobund for visioner.

De kommer til at handle om leveringspræcision, klimadata og teknologisk innovation. Især det sidste skal ske i samarbejde med forskere, ingeniører og akademiske institutioner med tradition for at vinde nyt terræn.

Der er ingen tvivl om fremtidens store udfordrer på det internationale marked:  Pris, pris, pris!

- Og ja, vi skal være konkurrencedygtige, erklærer Glasekspertens direktør Christian Larsen til GLAS med den bemærkelsesværdige tilføjelse: Men ikke nødvendigvis billigst! For selv om prisen fortsat er styrende, så er nye argumenter kommet indenfor hørevidde.

- Konkurrencen handler også om service, om hurtighed og præcision og om at kunne føre en kvalificeret dialog  på et sprog, som begge parter er hjemmevant med, mener Christian Larsen.

- Det er også ved at være normen, at kunderne nu spørger efter miljømæssige data for at sikre sig rudernes bæredygtighed – det kan fx handle om transport, understreger direktør Jens Otto Damborg, Rømer Glas A/S. Som en producent med kort afstand til byggepladsen er det oplagt at trække klimakortet.

- Andre argumenter kan være svære at få for sig selv, men lige netop vores geografi er vi jo ret alene om, noterer Jens Otto Damborg i sin udtalelse til GLAS.

 

Jens Otto Damborg, Rømer Glas A/S

Også kvalitetschef Per Lohse, Glassolutions A/S, giver sit besyv med. Han støtter en udvikling, som pakker produkt sammen med service og rådgivning.

- Det bliver eftertragtet i takt med, at efterspørgslen efter specialruder stiger, tilføjer Per Lohse samtidig med, at han udnævner netop specialordrerne til at være drivkraften i den positive udvikling hos Glassolutions. Det er dem, som for tredje år i træk leverer nye vækstrekorder fra termolinjerne.

- Det er de specielle og energistyrede ruder som er trækplastret sammen med hurtig og sikker levering samt service med truck, forklarer Per Lohse til GLAS. Han peger også på den trygge og pålidelige 3.parts kontrol af specialløsninger indenfor fx sikring og brand.

- Her er dokumentation og sporbarhed de egenskaber, som kunder efterspørger, vurderer Glassolutions kvalitetschef.

Men det er ikke nok til at stå distancen i konkurrencen på en længere tidshorisont.

 

 

Per Lohse, Glassolutions A/S

Derfor er der en åben bane at spille på indenfor glas – og rudeløsninger med højeste forædlingsgrad: Funktionstilpasning, energistyring, vægt – og volumenreduktion, systemløsninger og intelligent fleksibilitet er innovation, der høster bifald fra Glasindustriens rudeproducenter.

Men incitament og udviklingsplan skal komme fra forskere og udviklingsingeniører med den fornødne forankring i den tradition, hedder det i GLAS.

Frederik Blum Winther, civilingeniør hos Rambøll Danmark A/S, er klar med et farvel til den statiske ’gammeldags’ klimaskærm og kalder på intelligent styring af facaden med afsæt i Bygningsreglementets krav om, at erhvervs – og institutionsbygninger skal reducere deres energiforbrug ved hjælp af intelligent styring.

- Derfor må facaden nødvendigvis blive dynamisk med de krav, som det stiller til producenterne af komponenterne, pointerer Frederik Winther og fremhæver eksempler som mekanisk solafskærmning og dynamisk tonet glas.

En anden superaktuel aktør er Saint-Gobain virksomheden SageGlass, hvis Business Development Manager, Jacob Ketner Vidkjær, taler sig varm om et paradigmeskift i byggebranchen.

- Man bør sætte værdi på den ydelse, som den intelligente facade leverer i form af medarbejdertrivsel, produktivitet, bæredygtighed og fleksibilitet, lyder det bl.a. fra Jacob Ketner Vidkjær.

 

     Jacob Ketner  Vidkjær, Sage Glass

Drevet af de ambitioner er en gruppe af Glasindustriens medlemsvirksomheder nu på vej ind i et samarbejde med tekniske universiteter og det akademiske forskermiljø.

- Den store udfordring bliver at nå resultater, der er bygbare og rentable, når de forlader laboratoriet og overgår til fuld skala på en termorudelinje, kommenterer Christian Larsen, Glaseksperten A/S til GLAS.