Ny søgemaskine til glas finder vej i biblioteket

Niels Bohr Instituttet i København har en unik glasfacade. Hvilken type glas? Find svaret i Glasbiblioteket.

Ny søgemaskine til glas finder vej i biblioteket

16. januar 2020

Glasindustriens kendte og hyppigt anvendte samling af faglige publikationer findes nu i et nyt og søgbart bibliotek. Adgang til biblioteket sker via et abonnement, der købes hos Glasindustrien

Af Poul Sabroe

Glasindustriens bibliotek med faglige udgivelser om bygningsglas er nu blevet udstyret med en søgemaskine, så det er nemt at finde lige netop de vejledninger, anvisninger og datablade, som omhandler individuelle og aktuelle problemstillinger indenfor glas.

Samtidig vil der fremover skulle betales en abonnementsafgift for adgangen til biblioteket.  

- Vores omfattende aktivitet med faglige publikationer om bygningsglas indeholdt efterhånden så mange udgivelser og dokumenter, at det var blevet en udfordring - selv for drevne fagfolk  - at finde rundt i dem, forklarer Glasindustriens formand, Michael Stappert, Saint-Gobain Glassolutions A/S. Med det nye bibliotek skal brugerne ikke længere selv lede efter de relevante udgivelser fra Glasindustrien. Det gør søgemaskinen for dem, oplyser Michael Stappert.

Samtidig repræsenterer det altid opdaterede glasbibliotek altså nu så betydelig værdi, at tiden er moden til en abonnementsordning, vurderer Glasindustrien.

Enkeltstående publikationer vil også kunne købes for varierende priser.

-At udarbejde og opdatere vejledninger, anvisninger og datablade er et krævende arbejde, som kun kan udføres af kræfter med fornøden faglig baggrund og kompetencer. Glasindustrien har hidtil løftet opgaven uden brugerbetaling; men flere opgaver og nye krav til den faglige grundighed i samarbejdet med myndigheder og styrelser kræver stadigt flere resurser, forklarer Michael Stappert.

Han glæder sig samtidig over, at der fra mange sider udtrykkes stor tilfredshed med det arbejde, som udføres af Glasindustriens videncenter og teknikudvalg.

- Vi kan se af besøgsstatistikken på hjemmesiden, at op mod 12.000 brugere hvert år lægger vejen forbi glasindustrien.dk, bl.a. for at gøre et stop ved de mange publikationer, konstaterer Michael Stappert.

- Det er vores ambition at fortsætte arbejdet med at udbrede viden om bygningsglas og at udvide og opdatere biblioteket hvert år. For at gøre det, er brugerbetaling den rette vej til at løfte sammen og åbne for de nødvendige resurser, tilføje formanden.

Glasindustriens teknikudvalg har i det seneste år igen udarbejdet en række vigtige opdateringer, fx vedr. glas i elevatorer og vedr. termoruders visuelle kvalitet, ligesom en helt ny vejledning om glas og brand er kommet til. Aktuelt er en krævende opdatering og aktualisering på vej af den vigtige vejledning om glasværn og lamineret glas; vejledningen udkom første gang i 2008.

- Glasindustrien løser også den helt centrale opgave, som består i at holde den løbende kontakt med statens styrelser og ministerier med indflydelse på reguleringen af det danske byggeri, forklarer Michael Stappert.

- Det er gennem den dialog, Glasindustrien holder sig orienteret om de sidste nyheder og også ad den vej, vi som organisation er med til at påvirke og kursjustere regler og love, lyder formandens understregning. 

 

Den ubegrænsede adgang til Glasindustriens søgbare bibliotek opnås med en abonnementsordning til kr. 1995,- pr. år. Abonnementet oprettes omgående ved henvendelse til Glasindustriens sekretariat på gs@glasindustrien.dk.

Enkeltstående publikationer kan købes via Glasindustriens sekretariat til priser fra kr. 150,- til kr. 450,-. Bestilling af online publikationer sker på gs@glasindustrien.dk.

En komplet oversigt over alle Glasindustriens udgivelser kan ses her.

 

Spørgsmål vedr. Glasbiblioteket og bestillinger af publikationer sendes til Glasindustriens sekretariat på gs@glasindustrien.dk.