Juni: Masser af glasnyheder

Juni: Masser af glasnyheder

23. juni 2020

* Fagbladet GLAS er udkommet

* Nyt glasskema til 3-lags termoruder

* Dimensioneringsværktøj til 3-lags termoruder iflg. SBi 215

* Under udgivelse: Termoruders visuelle kvalitet

* Under udgivelse: Glasværn 2020

* Glasindustriens generalforsamling 2020

* Glasindustriens handelsbetingelser og GDPR

 

Fagbladet GLAS, der udgives af Glarmesterlauget i Danmark i samarbejde med Glasindustrien, er på vej ud i sin anden udgave 2020.  Bladet bringer en række fyldige reportager om bl.a. et nyt sygehus af glas i norske Bergen, specialruder med persienner, som er i stærk vækst, trappetårn af glas og specialdøre – samt vægge af glas til Carlsberg. En debathistorie handler om mærkning glas. Emnet er aktuelt i forbindelse med diskussioner om hærdet, lamineret sikkerhedsglas, der er uden mærkningskrav. Er det logisk, spørger Glasindustrien? Termoruder i 2 eller 3 lag er en anden faglig drøftelse, der blev ophedet i 2019 af en forskerrapports anbefaling af 2-lags jernfrit glas. Hvad er op og ned i den sag, spørger redaktionen af GLAS.

 

Et glasskema til 3-lags ruder har længe været et ønske fra byggeriets rådgivere og rudeproducenter. Glasindustrien har siden 2011 tilbudt et dimensioneringsskema til termoruder på sin hjemmeside. Den stigende anvendelse af ruder med 3 lag glas har nu betydet, at Statens Byggeforskningsinstitut har udvidet dimensioneringsanvisningen af glas i klimaskærmen, SBi215 med et afsnit om 3-lags ruder. På det grundlag og i samarbejde med Dansk Byggeri, Alufacadesektionen og Vinduesindustrien har Glasindustrien nu færdiggjort et skema til beregning af ruder i 3 lag.

 

Et IT-værktøj, som kan regne på rudeværdier og - data under givne og vekslende kravspecifikationer har manglet herhjemme. Nu er det her: GlassCalc™, udarbejdet af Glasindustrien i samarbejde med glasingeniørerne CW|A og den finske IT-rådgiver Eneroc. Efter indtastning af basisdata beregner GlassCalc™ ruderne hurtigt og nemt i henhold til SBi215 med spændinger og udbøjninger i alle tre lag.   

 

Termoruders Visuelle Kvalitet har i årevis været en central publikation fra Glasindustrien. Nu udkommer den i en 2020 version som et datablad. Et datablad refererer krav fra standarder; i enkelte, tydeligt markerede tilfælde tilføjer Glasindustriens yderligere forudsætninger.

Databladet viser kriterier for visuel kvalitet i termoruder, iht. DS/EN 1279, incl. Anneks F, som en minimum standard kvalitet. Databladet beskriver visuelle egenskaber ved glas, og de tilladelige acceptable afvigelser iht. standarden.

 

Glasværn 2008 er en af de mest benyttede og efterspurgte tekniske udgivelser fra Glasindustrien. Men årstallet viser, at en fornyelse var ved at være påtrængende. Nu kommer Glasværn 2020 med afsæt i Bygningsreglementet 2018 og de nyeste EN-standarder. Der er øget opmærksomhed på arbejdsmiljøkrav og krav til både projekterende, leverandører og entreprenører.

Glasværn 2020 forklarer og specificerer last - og beregningsforudsætninger herunder forudsætningerne i BR18 som refererer til DS/EN 1990 Eurocode 0.

 

Generalforsamlingen 2020 i Glasindustrien blev afviklet som planlagt 15. maj. Desværre var datoen det eneste planmæssige. Pga. COVID19-krisen betød, at generalforsamlingen blev ændret til en webcast og alle tilknyttede aktiviteter, herunder det legerandariske indlæg om årets aktiviteter fra Teknikudvalgets formand Carl Axel Lorentzen, blev aflyst. Programmet vil blive forsøgt afviklet på en senere dato. Årets beretning og regnskab samt budget for 2020kan findes på glasindustrien.dk.

 

Handelsbetingelser og GDPR har fået ny aktualitet i forbindelse Glasindustriens Glasbibliotek, hvor enkeltudgivelser eller abonnementsordninger nu kan købes. Det samme gælder erhvervelsen af rettigheder til at anvende beregningsprogrammet GlassCalc. Priser og betingelser for GlassCalc udsendes snarest.