Husk forbeholdet for spontangranulering!

At skifte en granuleret rude i ofte stort format med kran og lift er ofte en bekostelig opgave.

Husk forbeholdet for spontangranulering!

23. oktober 2020

Hærdet glas er et robust og hyppigt anvendt glas til byggeri. Men produktet har også udfordrende egenskaber, som er vigtige at tage i betragtning i aftaler med kunder

Af Poul Sabroe 

Betegnelsen ’spontangranulering’ dækker den situation, at hærdet glas går i stykker, tilsyneladende uden ydre påvirkning. Når det sker, er granuleringen udløst af usynlige  indeslutninger af nikkelsulfider (NiS). Det er sjældent, at nikkelsulfider udløser spontane brud; men det hænderalligevel ofte nok til, at det er klogt at minde om risikoen, når hærdet glas sælges.

Risikoen for spontangranulering kan reduceres med en heat soak test *) af det termisk hærdede

glas. Heat soak bør derfor altid anbefales ved brug af glas i krævende situationer. Den erkendelse har i Tyskland gjort heat soak tests til et generelt krav for hærdet glas, der er placeret i en højde over fire meter i facaden!

Spontangranulering sker i et typisk mønster, som udspringer fra en figur med form som vingerne på en sommerfugl.

 

At kompensere en køber for selve glasset er ofte den mindste udfordring ved spontangranulering;

værre er det at levere og kranmontere glaspartier i ofte store formater på de øvre etager af et

højhus! Hvis de rette forudsætninger for glassets ydelse er aftalt, og de rettidige forbehold er

taget, undgår man derfor spørgsmål om erstatning, hvis uheldet nu skulle hænde, og

spontangranulering indtræffer.

 

Det er resultatet af drøftelser mellem de nordiske glasorganisationer, der dokumenterer

ensartede forhold i de fire lande i Norden: Hærdning af glas sker ved opvarmning og hurtig

afkøling med spændinger i glasoverfladen til følge. Det er de spændinger, som øger styrken mod

slag, tryk og temperaturforskelle. Men glas indeholder naturligt visse mikropartikler, herunder

nikkelsulfiderne. I nogle – heldigvis ret få – tilfælde kan mikropartikler og luftbobler inde i glasset forårsage udligning af glassets overfladespænding og dermed være årsag til spontangranulering.

Aktuelle sager demonstrerer vigtigheden af at påpege risikoen for denne type spontane brud.

Glasindustrierne argumenterer ganske vist, at de mikroskopiske nikkelsulfider er naturligt

forekommende i glas; det gør de sjældne tilfælde af brud i termisk hærdede udgaver af glas

’naturlige’ og indenfor kategorien ’acceptable svigt’. Men juraen vil alligevel ofte tilkende en

erstatning, hvis et forbehold ikke er taget, viser en nylig dialog, som norske Glass – og Fasadeforeningen har haft med sin advokat. Forbeholdet bør formuleres efter de samme retningslinjer, som gælder for anisotropier**),  fysiske effekter i varmebehandlede glas.

Forekomsten af anisotropier berettiger ikke til kompensation. Det oplyses derfor i de tekniske

vejledninger om termisk hærdet glas; herhjemme i Glasindustriens publikationer om Termisk Hærdet Glas og Termoruders Visuelle Kvalitet, senest opdateret august i år.

- Men forbeholdet for spontangranulering er lige så vigtigt at tage, lyder advarslen fra direktør

Bjørn Glenn Hansen, Glass – og Fasadeforeningen i Norge, som konstaterer, at for mange af hans

egne medlemmer har glemt at gøre netop det. Og det kan være svært at løfte bevisbyrden. Efter

spontangranulering er glasset i stykker og vil oftest være forsvundet fra den ramme, hvor det har

været fastholdt. Og så bliver det påstand mod påstand om, hvad årsagen kan have været,

observerer Bjørn Glenn Hansen.

Herhjemme siger rådgiver hos Glasfakta, formand for Glasindustriens Teknikudvalg,

diplomingeniør Carl Axel Lorentzen, at spontanregulering normalt ikke vil være

reklamationsberettiget, fordi det er en erkendt og velbeskrevet risiko.

- Enhver rådgiver bør derfor forholde sig til spontanregulering og inddrage den i en risikoanalyse, når der projekteres med hærdet glas, mener Carl Axel Lorentzen.

I Sverige støtter Glasbranschföreningen de norske synspunkter, mens finske Tasolasiyhdistys – Finnish Flat Glass Association – erstatter proceduremæssigt bygningsglas, der udviser brud indenfor en seks måneders tidsfrist efter køb. Kompensationen ydes, hvis det synes dokumenteret, at bruddet ikke kan henføres til uhensigtsmæssig adfærd eller anvendelse.

- Her er der omvendt bevisbyrde; for at undslippe erstatning skal producenten således bevise, at

glasset var fejlfrit ved overdragelse, pointerer direktøren for Finnish Flat Glass Association, Jenni

Heikillä.

De nordiske glasorganisationer overvejer, om heat soak testing af termisk hærdet glas i lighed

med tysk praksis bør gøres obligatorisk i facader fra en defineret højde. Om det sker, afhænger af den fremtidige frekvens for spontane granuleringer.

 

*) En heat soak test er en destruktiv test, der sorterer de glas væk, som vil kunne granulere ved et senere tilfælde. Den består i en genopvarmning af glasset, som udløser næsten alle fejl.  Udførelse af heat soak test iht. DS/EN 14179 ’Bygningsglas – Varmebehandlet (heat soak test) termisk hærdet sodasilikatsikkerhedsglas’ er en tillægsproces, som kan rekvireres særskilt. 

**) Anisotropier er fysiske fænomener i varmebehandlet glas, som skyldes den interne

spændingsfordeling og, som ved polariserende lys ofte opfattes som farvede ringe og striber.

 

Kilder: Finnish Flast Glass Association, Helsinki

Glass – og Fasadeforeningen, Oslo

glasfakta.dk

Glasbranschföreningen, Stockholm