God sommer med 'Glasværn 2020'  og en regnemaskine til 3-lags ruder

God sommer med 'Glasværn 2020' og en regnemaskine til 3-lags ruder

14. juli 2020

Status 2020: På trods af COID-19 kan Glasindustrien se tilbage på et godt første halvår med konstruktive resultater for medlemmerne: Glasindustrien ønsker alle en god sommer.

 

Af Poul Sabroe 

Midtvejs i året ved vi, at 2020 bliver som intet andet år.

Den værste virus – og sundhedskrise i nyere tid har påvirket alle, også Glasindustrien.

Det gav sig ikke mindst udslag, da Glasindustrien forud for sit årsmøde 15. maj på grund af forsamlingsforbuddet så sig nødsaget til at ændre den traditionelt festlige udgave af årsmødet til en videotransmitteret generalforsamling.

Her tages revanche i 2021!

Nu er vi imidlertid midtvejs i året; sommerferien er begyndt, og på trods af de kritiske betingelser  kan Glasindustrien gøre status over et halvår 2020 med prominente resultater:

Glasindustriens Teknikudvalg er klar med to nye udgivelser:

* Glasværn i den længe ventede opdaterede 2020 udgave

* Termoruders Visuelle Kvalitet, august 2020

Og i samme periode har Glasindustrien efterkommet et ofte ytret ønske fra mange brugere af hjemmesiden for videncentret om glas: Et IT-baseret værktøj, som hurtigt og nemt kan regne dimensionerne på termoruder med tre lag glas til både facade og tag: Glas|CALC.

 

Udviklingen af Glas|CALC blev samtidig en syretest på det nordiske samarbejde, hvor en tæt dialog mellem den finske søsterorganisation, Finnish Flat Glass Association, og Glasindustrien skabte de optimale forhold for tilblivelsen af Glas|CALC.  

- I takt med de rådgivendes ambitioner om monumentale og kommunikerende byggerier med geometrisk udfordrende facader stiger behovet for værktøjer, som kan indfri de ganske høje krav, siger Glasindustriens formand, nordisk markedschef i Saint Gobain, Michael Stappert i en udtalelse. Det er derfor klart i vore medlemmers interesse at bruge kræfter på at udvikle et værktøj som Glas|CALC.

Glas|CALC er lige nu i test, men frigives efter ferien.

-  GLASVÆRN 2020 går i dybden med at forklare og specificere last og beregningsforudsætninger, herunder forudsætningerne i BR18, som refererer til DS/EN 1990 Eurocode 0: Projektgrundlag for bærende konstruktioner med tilhørende konsekvensklasser.  Det samme gælder for brugskategorierne i henhold til DS/EN1991-1-1, der danner grundlag for de nye beregninger i den vejledningen, forklarer diplomingeniør Carl Axel Lorentzen, der har været primus motor for Glasindustriens Teknikudvalg i arbejdet med at opdatere vejledningen.

 

Glasværnstyperne

Vejledningen viser gennemregnede eksempler for et bredt udvalg af glasværnstyper:

  • fastholdt i top og bund samt 4-sidet fastholdt i ramme
  • fastholdt på de lodrette sider
  • fastholdt med klembeslag
  • fastholdt på de lodrette sider med klembeslag.
  • fastholdt på de lodrette sider med klembeslag og understøtning.
  • fastholdt på de lodrette sider med klembeslag med sikringsstift
  • fastgjort med gennemgående punktbeslag/bolte

* Glas, indspændt på en side i bundskinne

* Glas, boltet på en side (nyhed, ikke tidligere inkluderet).

 

Visuelle egenskaber

Det nye datablad for Termoruders Visuelle Kvalitet vil dække både ruder med 2 og 3 lag glas. Det sker i erkendelse af den stejlt stigende brug af 3-lags ruder i versioner som energiruder og solafskærmende energiruder.

Databladet beskriver visuelle egenskaber ved glas og termoruder, og de tilladelige acceptable fejl i henhold til standarden DS/EN 1279.

 Glasprodukter i byggebranchen produceres og forarbejdes til en lang række anvendelser. Afhængigt af produktegenskaberne skal glassene i en termorude gennemgå flere produktionstrin. Hvert trin kan påvirke glassenes visuelle egenskaber. Ved fremstillingen af det enkelte glas er der allerede uundgåelige optiske fænomener, som kun kan reduceres ved visuel kontrol, hvor afvigende dele i forhold til standarden afvises. Det samme gælder for alle efterfølgende behandlingstrin.

Databladet Termoruders Visuelle Kvalitet omhandler egenskaber for termoruder med 2 og /eller 3 lag glas, fremstillet af en kombination af floatglas, hærdet samt varmeforstærket glas, belagt såvel som ubelagt, samt endelig også lamineret glas sammen med lamineret sikkerhedsglas.

Begge de nye udgivelser er klar i biblioteket 1. august.

Glasindustrien ønsker alle: God sommer!