2022 er glassets år: Symposium i Aalborg 18.-19. maj

2022 er glassets år: Symposium i Aalborg 18.-19. maj

18. januar 2022

FN opfordrer til, at glas får særlig opmærksomhed i dette år. Det sker i samarbejde med faglige organisationer og herhjemme holdes et glassymposium på Aalborg Universitet

 

Af Poul Sabroe

FN har proklameret 2022 som det internationale glas-år: The International Year of Glass, IYOG’22.

Sammen med Dansk Keramisk Selskab og Aalborg Universitet er Glasindustrien derfor med til at arrangere et internationalt symposium om glas. Det sker på Aalborg Universitet i dagene 18. og 19. maj. Tilmelding.

- Det er en unik mulighed for verdens glasbrancher til både at fortælle om de mange muligheder med glas og fejre det store potentiale, som glas besidder. Glas er et af de vigtigste materialer i menneskehedens historie, men er også klar til en stor hovedrolle I fremtidens samfund, lyder det i en udtalelse fra tilrettelæggerne bag det IYOG’22 Symposium, som åbner på universitetet i Aalborg 18. maj.

Målet med symposiet er at komme hele vejen rundt om glas som det industrielle byggemateriale, men også som et plastisk og formbart materiale i kunstens tjeneste og glas som medspiller i et stort program af teknologisk innovation. Symposiet vil give plads for arkæologiske betragtninger og for det nyeste indenfor glasfiber. Et emne som bioglas i sundhedsfaglig sammenhæng er også med; det samme er glas i fotonikkens tjeneste til lynhurtig kommunikation og glas til den forskning, der undersøger glassets kemiske reaktioner og hårdførhed i flere tekniske sammenhænge.

 

Det to dage lange program for symposiet i Aalborg præsenterer bidragsydere fra talerstolen, som alle har årelange erfaringer med glas, har arbejdet med glas i kreative sammenhænge og, som præsenterer synspunkter på glas i en vital rolle frem mod et bæredygtigt samfund i balance. I tilgift  vil alle deltagere på IYOG22 Symposiet få anledning til at dele deres glasviden og – engagement på en ’poster-session’ i form af en udstilling af plancher og plakater om glas.

Deltagerne i symposiet samles til frokost på begge konferencedage og til en festlig middag om aftenen 18. maj. De to dages program af indlægsholdere kan ses her.

IYOG’22 åbner 18. maj med en velkomst fra professor ved universitetet i Madrid og formand for FN’s tilrettelægning, Alicia Duran, som også har sæde i styringskomiteen for den globale organisation International Commission on Glass, ICG.

Det var ICG, der sammen med The Community of Glass Associations tog initiativet til at anbefale et ’glassets år’ som et led i FN’s strategi om gennem særlige tema-år at sætte fokus på fag og materialer.

The International Year of Glass markeres officielt i Palais de Nations, FN’s bygning i Geneve. Det sker på en tredages konference fra 9. – 11. februar 2022. 

Tilmelding til International Year of Glass Symposium 2022 på Aalborg Universitet kan ske her.