Sådan beskrives glas og andre nye udgivelser

Nye publikationer fra GLASINDUSTRIEN handler om at beskrive glas i byggeprojekter og om konsekvenserne af brugen af sugekopper på glas.

Sådan beskrives glas og andre nye udgivelser

22. november 2017

GLASINDUSTRIEN driver også en travlt udgivervirksomhed, som hvert år fostrer nye publikationer om glas og beslægtede emner. Nyhed: Glasbeskrivelser med eksempelsamling

Af Poul Sabroe

To nye publikationer fra GLASINDUSTRIEN er udkommet og kan nu hentes her på siden: GLASBESKRIVELSER. Eksempler på beskrivelser af termoruder og enkeltglas' samt 'Mærker på Glasflader efter Sugekopper'.

De to publikationer er endnu et udtryk for GLASINDUSTRIENS publicist-virksomhed, der har resulteret i, at aktuelt en snes hyppigt anvendte anvisninger, datablade og vejledninger er til rådighed på glasindustrien.dk.

Den ene af de to nye, GLASBESKRIVELSER, har være efterspurgt i lang tid, oplyser teknisk udvalgsformand Carl Axel Lorentzen. Det illustreres også af, at publikationen allerede er hyppigt anvendt af dem, der til daglig har til opgave at beskrive og specificere bygningsglas. Ikke mindst i relation til BIPS A114 kan netop denne publikation om at beskrive glas korrekt og fyldestgørende være nyttig at have ved hånden. 

GLASBESKRIVELSER er - som titlen også angiver - et kompendium med de udtryk, koder og metoder, som er i gængs og godkendt anvendelse til beskrivelse af glasløsninger.    

Beskrivelsesvejledningen dækker de almindeligt anvendte termoruder og enkeltglas til vinduer, facader og glastage i byggeriet. Vejledningen adresserer en række almene forhold som dimensionering og typificering af glas i termoruder, facader og glastage med eksempler herpå. Energibelægninger og U/g-værdier gennemgås, og vejledningen fortsætter med at liste de ganske mange supplerende krav, der kan være til en rude. Uddybende omtale med eksempler får solafskærmende energiruder og glastage.

Støj og sikring

Også sikring af facader mod hærværk og indbrud får sit eget afsnit. Alle erhvervsvirksomheder har en indbrudsforsikring, hvor sikringsniveauet er defineret. Dette udmønter sig i et af seks forsikringsniveauer i forhold til skalsikring (facade), cellesikring (indervægge) og objektsikring (montrer).

Isolering mod støj og sikring i tilfælde af brand er andre centrale indsatsområder for den, der specificerer og beskriver glas. Derfor har disse glastyper også fået deres egne afsnit i publikationen GLASBESKRIVELSER.  En almindelig 2-lag termorude 4-15-4 giver ca. 30dB dæmpning. Ønskes støjdæmpning vil den første løsning være at vælge det ene glas 2 mm tykkere end det andet. Yderligere lydreduktion kan derefter opnås ved brug af særligt lydreducerende lamineret glas.

Brandbeskyttende glas bruges i prøvede og klassificerede konstruktioner som skal være godkendt iht. brandklasserne E: Integritet, EW: Integritet og strålingsreducerende, EI: Integritet og isolerende i henholdsvis 30, 60, 90 minutter.

Sugekopper

Mærker på Glasflader efter Sugekopper er udkommet som et resultat af henvendelser om konsekvenserne af betjening af glasflader med løftegrej ude på byggepladserne.

- Det kan ikke undgås, at der kommer mærker fra sugekopperne på glasfladerne, konstaterer publikationen. Nye sugekopper giver højere afsætning af silikone end dem, der har været i brug i et stykke tid. Under særlige belysnings- eller fugt - og vejrforhold kan silikoneaflejringer blive synlige på glasoverfladerne.

GLASINDUSTRIEN peger på, at langt de fleste silikonemærker kan fjernes igen ved almindelig rengøring. Opstår vanskeligere aflejringer anbefaler GLASINDUSTRIEN egnede rengøringsmidler med poleremidler som ceriumoxid. Ceriumoxid er et pulver til fjernelse af overfladiske ridser i glas.

De to nye publikationer indgår som en del af en række udgivelser, som er på vej fra GLASINDUSTRIEN. Lige på trapperne er en opdatering af den eksisterende vejledning om GLAS TIL ELEVATORER.

- Den er blevet til i en god dialog med Elevatorbrancheforeningen og Dansk Industri samt Dansk Standard, understreger udvalgsformand Carl Axel Lorentzen.

Senere følger en ny udgave af GLASINDUSTRIENS Monteringsanvisning, en vejledning om Gulvglas samt ikke mindst for første gang en vejledning vedr. brandbeskyttende glas.

 

Publikationen om Glas til Elevatorer er lige på trapperne i en ny version. 

 

GLASBESKRIVELSER. Eksempler på beskrivelser af termoruder og enkeltglas. Oktober 2017

Mærker på Glasflader efter Sugekopper. September 2017

---------

Præcisering:

Vi beklager!

Som det vil fremgå af ovenstående om beskrivelser af glas i byggeriet, er både projektering og produktion i forbindelse med glas afhængig af, at de lovgivne specifikationer kommunikeres og følges. At det ikke altid er tilfældet, fremgik i den fjerde udgave af GLAS i 2017, der viste en glastrappe på forsiden. At trappen indfrier kravet om transparens, som mange bygherrer stiller til det moderne byggeri, er uomtvisteligt. Men som trappen er afbildet i GLAS, fremstår den ikke med den sikkerhed, som kræves ifølge BR15: Den mangler et godkendt værn i min. højde 800 mm. Det burde vi have gjort opmærksom på i forbindelse med præsentationen. At det ikke skete, beklager vi.    

Redaktionen