Glasstec: Digital omvæltning står for døren

Digitale produktionsmiljøer med omfattende netværk vil understøtte den moderne arbejdsplads i industrien. Foto: Glasstec 2018.

Glasstec: Digital omvæltning står for døren

02. marts 2018

Årets messe i Düsseldorf vil stille skarpt på den digitaliseringsproces, som kun lige er gået i gang. Nu kommer ’The Internet of Things’. Tag det alvorligt eller gå til grunde, varsler Glasstec 2018

Af Poul Sabroe

Den 4. Industrielle Revolution (Industry 4.0) er et begreb, enhver industrivirksomhed i GLASINDUSTRIEN bør tage alvorligt: En nedsmeltning af grænserne mellem fysiske, digitale og biologiske faktorer bliver til virkelighed, når den digitale fusion er slået helt igennem.

Det synspunkt vil blive et bærende tema på årets glasmesse i Düsseldorf, Glasstec 2018.

Producenters lager – og produktionsstyring vil blive samkørt med kunders og partneres, maskiner vil planlægge og gennemføre egen vedligeholdelse med mindst mulig nede-tid og mennesker vil blive suppleret med og i nogle tilfælde erstattet af smarte computere – ofte som robotter, der vil sikre at tiltagende komplekse arbejdsprocesser forenkles og omgærdes med sikring og sikkerhed. Fejl, uheld og produktionsstop vil blive en sjældenhed.

- Dem, der ikke tager den udvikling til sig og hurtigst muligt implementerer den, vil blive hægtet af i konkurrencen, lyder varslet fra Messe Düsseldorf, der er arrangør af Glasstec 2018.03.02.

The Internet of Things har hidtil været ’nice-to-know’; dette netværk er nu med stormskridt på vej til en status, hvor det bliver styrende for al teknologisk udvikling: Alle kunder og leverandører kommer på netværk sammen og selv de mindste batch-produktioner kan planlægges og afvikles med ekstrem præcision.

Glasforarbejdning vil i stigende omfang implementere digitaliseret laserteknologi.

 

- Det nye er også, at den næste digitale revolution ikke længere er forbeholdt de store og kapitalstærke koncerner; tal fra Tysklands Økonomiministerium viser, at 70 pct. af alle SMV’er er i færd med at implementere ’Industry 4.0.’ koncepter.

- Kravene er ikke de samme i forskellige grene af industrierne; men fælles for dem er, at de skal i gang med at konvertere til en øget digitalisering nu og derefter gøre det etapevis efter en masterplan, mener Glasstec 2018.

Derfor er en stor del af den internationale glasmesse reserveret til udstillere med denne dagsorden. Fokus er på udbuddet af softwareplatforme og på overgangen fra traditionel automatisering til digitalisering af produktionen. Her spiller laserteknologi en hovedrolle, og netop laser er blevet en nøglespiller i glasforarbejdning. Det er den, fordi mulighederne er nærmest ubegrænsede og fordi, arkitekter over hele verden efterspørger laserbehandlede glasprodukter.

Arbejdsplads med al teknologi klargjort 'at your fingertips'. Foto: Glasstec 2018 

Ikke mindst unge opstartsvirksomheder har øjnene vidt åbne for den nye teknologi. Af samme grund har Glasstec 2018 også reserveret en Start-Up-Zone med adresse til de unge og nye. Her kan de både vise deres egne kompetencer og suge til sig af ny viden fra et netværk af ligesindede og ældre kolleger.

Årets Glasstec er en jubilæumsudgave: Den 25. i rækken af glasmesser siden premieren i Düsseldorf i 1970.

Efter en betydelig succes i 2016 er forventningerne tårnhøje. Dengang modtog Glasstec over 40.000 gæster fra 121 lande til 1237 udstillere.

- Alt tyder på ny fremgang på årets messe, lyder det fra Messe Düsseldorf.